Anmeldelse. Lene er en bevægende kærlighedshistorie og en levende skildring af Berlin i 1870’erne fra en af Tysklands største romanforfattere i det 19. århundrede: Theodor Fontane. Men selvom romanen har nogle år på bagen er den stadig et besøg værd.
Lene er en smuk, ung syerske, og Botho er en aristokratisk kavaleriofficer. De forelsker sig i hinanden på en udflugt, men begge ser tydeligt fra begyndelsen at de ikke har nogen fremtid sammen i et klasseopdelt samfund, der anser deres forhold for umuligt, og nægter at anerkende alvoren i deres følelser. Botho ser sig af økonomiske årsager og af hensyn til karrieren nødsaget til at gifte sig med sin rige kusine, men det smertelige brud og kærligheden til Lene lurer hele tiden lige under overfladen.
En simpel og ligetil historie om kærlighed. Fortalt jævnt og uden dramatik: De to spadserer ture, holder hånd i det skjulte, hygger sig, ærbart før Botho må sige farvel. Det er hverdag, som enhver kan relatere sig til - og det er den uforløste kærlighed, som hele tiden holder spændningen i historien. Det er historien i sig selv, der skaber stemningen og lysten til at vende den næste side, ikke bulder og brag.
Har du læst bøger af den engelske Thomas Hardy, så er dramatikken lidt af samme karakter omkring elskende, som ikke rigtig får hinanden - og en anledning til at fortælle en god historie om mennesker. Kender du ikke Thomas Hardy, så ligger der en guldgrubbe og venter på dig. Men læs dem på engelsk, for de taber pusten i danske oversættelser. "Lene" er oversat af Carl V. Østergaard efter originalen "Irrungen, Wirrungen". Jeg kunne lide den på dansk og har ikke læst originalen. Måske den simple danske titel alligevel er bedre? Den tyske er oplæst på Youtube, find den her.
Youtube video fra en filmatisering af Lene, men omsat i moderne udfordringer. Hvor det i 1870 var standsforskelle er der i dag måske kulturelle grænser for kærligheden?
Der er sprogblomster i bogen, som fx om konen, som plejede at beskrive mandens udseende ligefremt med: "Tja, runken er han; men når man ser ham fra siden ligner han en gravsten". Den slags sprogblomster får jo en til at holde ved.
Theodor Fontane
I følge forlaget er Lene den roman, hvor Fontane fandt sin stemme og lagde grundlaget for den realistiske skrivestil, som han er kendt for.
Theodor Fontane (1819-1898) er allestedsnærværende i Berlin og Brandenburg. Han var egentlig uddannet apoteker, men blev journalist og var udenrigskorrespondent i London og krigskorrespondent i den dansk-tyske krig i 1864, og senere i den fransk-tyske krig i 1870. I mere end 20 år skrev Theodor Fontane om sine vandringer i Brandenburg i "Wanderungen durch die mark Brandenburg".
Fontane beskriv landbyerne, godserne, menneskene, livet og anekdoterne. En god kilde til billeder af, hvordan livet blev levet i Preussen. Og i guidebøger og på museer citeres han flittigt.
De billeder og indsigter i livet tog han videre med i miljø-beskrivelserne i sine romaner. Han skriv sin første roman, da han var 60 år. Bogen fra den dansk-tyske krig hedder iøvrigt: "Der Schleswig-Holsteinische Krieg im Jahre 1864", og er udgivet flere gange. Den kan findes antikvarisk.
Fontane betragtes som den første store moderne realist i Tyskland. Han var berømt for sine dialoger, og han var social engageret og opmærksom på kvindens stilling i samfundet.
Kvindens stilling beskriver han også "Lene", hvor han tillægger Lene også at være selvstændig i sine holdinger. En kvinde der kan sige til og fra og ved hvad hun vil. En der kan leve ved egne hænders kraft og bevare empatien for andre. Ikke underligt, at Botho forelskede sig og fik det svært med sin nye kone, som lever af familiens penge og pludrer løs fra morgen til aften om alting og alligevel ingenting. Botho selv indser, at han vist ikke har så mange andre kompetencer end god opførsel, hesteridning og kortspil. Han har også brug for at kunne leve af familien. Egentlig ikke meget sympati at hente hos Fontane for den indstillng.
Fontane er kendt for, og det er tydeligt i Lene, at beskrive samstødet mellem livfulde og så stivnede konventioner, normer og snævertsynethed. Det er vel i det, jeg også tænker på Thomas Hardy.
Du kan roligt læse Theodor Fontæne. Hans bøger er en del af den tyske kanon. På niveau med Goethe og Thomas Mann. Tak til Bechs forlag for udgivelsen - som findes både som bog og som lydbog. Hans gravsten står i øvrigt i Französische Friedhof, Liesenstraße.
Og som berlin-guide er det naturligvis en særlig fryd at læse en bog fra 1870'erne, der foregår i Berlin. Dengang var Berlin en mindre by omgivet af landsbyer som fx Wilmersdorf og Tiergarten var et landligt udflugtsmål for Berlinerne. Vi kommer med rundt både med karet og togture. Lene bor i et gartneri i kanten af Tiergarten, men i slutningen af bogen flytter hun til Luisenufer.
Luisenufer! Her kan berlin-guide næsten ikke få luft af bar begejstring for Luisenufer i Kreuzberg blev under nazisterne omdøbt til Kurtdamm (efter en nazist) og efter krigen til Segitzdam (Efter socialdemokraten Martin Segitz). Og det helt særlige ved Segitzdam er, at der ligger også berlin-guides lejlighed. My hood. Mein Kiez. Og læser du romanerne om kriminaldetektiven Gereon Rath, filmatiseret i Babylon, så smider han på et tidspunkt to forbrydere ud af deres lejlighed og flytter ind. I Luisenufer / Segitzdam. Det kan ikke undgå at farve min opfattelse af Lene. Mindst en ekstra berlinerbamse bjørn på den konto.
Theodor Fontane
Lene
Bechs forlag, 2019
Bogen fås på forlaget som både e-bog og bog.
Oversat fra tysk af Carl V. Østergaard