Foto: Pixabay
Anmeldelse. Lone Bech har boet i 20 år i Berlin og kender byen som sin egen bukselomme. I bogen "BERLIN meine Liebe!" inviterer hun os med rundt til hendes favoritpletter - om det er barer, museer eller restauranter. En fin lille bog med masser af inspiration.
BERLIN meine Liebe! forsøger ikke at give det store overblik over Berlins historie, kultur eller befolkning. Det må du søge andre steder - men alligevel formår Lone Bech at tages os på en effektiv rundtur til Charlottenburg, Kreuzberg, Friedrichhain, Mitte, Prenzlauer Berg - med afstikkere til Potsdam. Bogen er tema-opdelt og til næsten hvert sted har Lone Bech en kort anekdote eller historie. Det er en guide til Lone Bechs steder i Berlin, men så bredt at alle kan være med. Fjernsynstårnet, Brandenburger Tor og Museumsøen må du læse om andre steder.
Der er ikke tvivl om at Lone Bech holder meget af Berlin. Undertitlen er "Romantisk guide til den tyske hovedstad". Romantikken er her forstået som et udslag af Lones Becks forelskelse i Berlin. Hvis du som nyforelsket vil planlægge en romantisk tur til Berlin kan bogen godt anvendes som inspiration - Lone Bech skriver, at det vigtigste for at fyre op under romancen er "at man oplever nye og overraskende ting sammen, at man får inspiration og går på opdagelse".
Under "hemmelige steder" har Lone fundet et par steder, som nu står på berlin-guides besøgsliste - fx krematoriet i Treptow. Har du ikke været i Berlin ti gange endnu, så er der sikkert mere interessante steder at besøge - men for den der vil have det hele med er krematoriet per definition uomgængeligt. Lone Bech nævner også Gärten der Welt i Marzahn. Jeg kunne ikke være mere enig. Selv for ikke-have enthusiaster er der en til opleveren i de smukke haver. Du har nok også mere romantisk succes med haverne end med krematoriet.
Afsnittet om madkultur er appetitvækkende. Berlin-guide har en lang liste af restauranter, men Lone Bech formår at tilføre endnu flere, så jeg har kniv og gaffel parat på næste udflugt til Berlin. Lone reklamerer for madkulturen i Berlin. Berlin har masser af tilbud - både traditionel madkultur med veltillavet mormormad fra alle egne af Tyskland, eksperimenterende køkken og udenlandske inspirationer.
Lone Bech har boet de sidste 20 år i Berlin og været med til at åbne kulturstedet Arena med Badeschiff i Treptow og Admiralspalast-teateret i Mitte. Hun deltager aktivt i Berlins kunst-og kulturliv. Om de sidste 20 år skriver hun: "Det var betagende at være vidne til og deltage i den opbrudsstemning, som prægede byen for 15-20 år siden...selv idag - godt to årtier efter Murens fald - hvor pladsen langsomt bliver knap, er der stadig områder, som byder på frirum"..."Uanset hvad er jeg overbevist om, at det netop er dette anarkistiske kultur- og natteliv, der gør Berlin så attraktiv. Jeg kender i hvertfald ingen anden storby, som i så lang tid har givet sine indbyggere så stort et frirum".
Berlin som fri kunst og kultursmeltedigel, hvor alt er tilladt og alt tolereret og hvor der er plads til alt og alle er rigtigt. Sådan var Berlin. Lone Bech er selv opmærksom på, at Berlin igen er ved at skifte karakter: Hvor der før kunne ligge en uautoriseret bar under et fortov vil de nye familier gerne have ro kl. 22. Hvor man før kunne lave et galleri i en container på en byggetomt skal der nu bygges nye boliger. Der kommer flere mennesker til byen. Når flere har lyst til at være i det nye frirum forsvinder frirummet langsomt. Kulturspydspidserne rykker videre til områder, hvor der før var trist og kedeligt og derfor billigt. Det nye område lige nu er Neukölln og tildels Wedding. Engang bliver det Marzahns tur.
Bogen er let og hurtig at læse og god inspiration til den næste Berlin tur. Den mangler et kort, og formatet er ikke sådan lige at have i lommen. Så læs den før turen eller hav den liggende på hotelværelset.
Det større format betyder bedre plads til fotos og Harry Schnitger, der har fotograferet, skal have ros for de fine fotos.
Lone Bech
Berlin - Meine Liebe! En romantisk guide til den tyske hovedstad
Gyldendal, 2014
En ekstra krølle om boliger i Berlin
Lone Bech diskuterer boligsituationen i Berlin et par steder i bogen. Det skal ikke stå helt uimodsagt. Eksempelvis ærger Lone Bech sig over, at de meget smukke boliger i Riehmers Hofgarten står tomme fordi ejeren - en modbydelig investor - ikke lejer dem ud. De boliger overvejer Lone Bech at besætte.
Det er naturligvis ikke godt, at boliger står tomme, når der er behov for dem. Desværre er investoren ikke ond - men rationel.
Hvad Lone Bech (og med hende en stor del af den Berlinske kulturelite, som har været vant til frirum) overser: Når lejlighederne står tomme i Berlin er det fordi boligpriserne i Berlin er på vej op - men kun for tomme boliger. Hvis lejlighederne er udlejet er de så godt som usælgelige, fordi lejernes rettigheder i Berlin er så stærke, at lejer reelt set overtager lejligheden fra ejeren - og gerne til meget lave priser.
Ejeren har det økonomiske tab, ansvar for ejendommen og risikerer at tabe sin investering.
Så når ejeren ikke udlejer sine lejligheder kan man som Lone Bech se det som udtryk for en kynisk investor. Eller man kan vælge at se på lejelovgivningen som kynisk og ligegyldig overfor de mennesker, som har brugt deres egne surt tjente penge på at købe lejlighederne, og nu ikke kan udleje dem på fair og ligeværdige vilkår uden at blive stavnsbundet som ejer.
Det er sympatisk med lejelov, som beskytter de mennesker, som lejer en lejlighed. Men lejeloven er helt ubalanceret helt på lejerens side. 80 procent af berlinerne bor til leje - og det tror da pokker, at interessen for at købe er så lav, når enhver form for risiko kan afleveres hos ejeren.
Istedet for at besætte lejligheden kunne Lone Bech vælge at kæmpe for en balanceret leje-boligreform i Berlin. En lov, som kunne gøre det attraktivt både at leje og at eje og udleje lejligheder. Det ville skabe flere nye boliger i Berlin. Det er ikke let at ændre, for 80% af vælgerne skal jo opgive en urimelig god fordel. Det kræver modige politikere.
Iøvrigt er boligmanglen i Berlin er en myte, men naturligvis kan ikke alle bo i det centrale Kreuzberg eller Prenzlauer Berg.
Myten om "frirummet"
Lone Bech står ikke alene med sine tanker om "frirum" i Berlin. Det er meget berlinsk at tænke, at lejligheder nok bare er groet op af jorden af sig selv og derfor skal lejerne overtage dem billigt.
Den historiske baggrund for den opfattelse er, at sådan har det været i mange i år i Berlin: I DDR var det ikke pengepungen, der afgjorde, hvilken bolig du kunne vælge. Det var partitilhørsforholdet. Ejendomsretten spillede ingen rolle og tusindvis af virksomheder blev uden videre overtaget af staten. Efter genforeningen fortsatte adgangen til frirum. Nu stod tusindvis af boliger og fabriksbygninger tomme og kunne købes for næsten ingen penge - i nogen tilfælde bare overtages eller bruges fordi ejerforholdene var uklare eller fordi pladsen alligevel havde en historisk lav værdi. Der opstod et "frirum". "Frirummet" har været med til at skabe ånden i Berlin om, at alt kan lade sige sig gøre: fra billige boliger, til spontane markeder, barer i huller i jorden. Berlin har været velsignet med kreative sjæle og masser, masser af tumleplads.
Derfor er myten om et særligt "berlinsk frirum" opstået. Men "Frirummet" er snarere en historisk parantes, hvor bombetomter, virksomhedslukninger og masseflytninger mod vest og ar efter muren betød en overflod af plads midt i storbyen Berlin og overalt i det tidligere Østberlin.
I takt med, at Berlin tiltrækker nye indbyggere stiger efterspørgslen efter boliger og overfloden af fri plads forsvinder - og som på alle andre markeder betyder det forandringer. "Frirummet" må flytte til andre steder.
Det kan man begræde, men det er ingen rimelig måde at ændre det på. For hvad er alternativet: At man med selvtægt og plyndring via bolig-besættelse kan overtage andres ejendom? At boliger fordeles centralt henover hovedet på ejerne? At hele bydele forfalder fordi ingen har en interesse i at vedligeholde (Sådan så DDR-Berlin og besæt-Kreuzberg ud) - og i sidste ende bliver ringere boligere end de lejekaserner, som berlinerne boede i for 100 år siden?
De nye ejere investerer og sætter boliger og bygninger i stand. De har ingen interesse i forfald. Det ændrer byens karakter - men hvad er alternativet?: At lade slummet og forfaldet blive stående eller fortsætte i den indre by og så bygge de nye boliger og arbejdspladser i udkanten af byen?
Man kan undre sig over at kollektiv-tanken, som medførte fattigdom og forfald, ikke udøde med DDR - men i dette tilfælde passer ideologi og lejernes privatøkonomiske interesse i at røve ejerne for godt sammen. Derfor har partiet Piraten medvind i sejlene i disse år.
"Frirummet" med de gratis eller meget billige boliger kan ikke fortsætte. Men man må håbe, at frirummet til at være anderledes og tænke skævt og innovativt forbliver en del ånden i Berlin.