John V. Jensen: Tyskere på flugt

JensentyskerpaaflugtFoto

Anmeldelse. 2. Verdenskrig skabte kaos. Hele den preussiske befolkning i det østlige Tyskland flygtede i foråret 1945 med livet som indsats fra de fremrykkende russere. Mere end 200.000 flygtninge nåede til Danmark, hvor vi kun modstræbende tog imod dem. De var fjenden. Fortjente de vores hjælp?

John V. Jensen, som er museumsinspektør ved Vardemuseerne, har i bogen ”Tyskere på Flugt” skrevet om de tyske flygtninges ophold i Danmark. En lille fin bog, som forklarer politikken, diskuterer dilemmaerne, ser på hverdagen for flygtningene, forklarer danskernes holdning, og ser på flygtningenes fremtid.

Det var russerne der snuppede Preussen og aftalerne mellem de allierede betød, at russerne flyttede den sovjetiske grænse mod vest og fortrængte alle, der boede der. 12-14 millioner mennesker blev drevet på flugt. Læs fx her om det russiske angreb. Tilsvarende forskød de polske grænser sig mod vest og tysk område blev til polsk område. For de østpreussiske flygtninge betød det, at de ikke kunne vende tilbage. Deres fremtid lå i et Tyskland i ruiner, som var proppet med flygtninge fra hele Europa, og de var bestemt ikke velkomne. Der ventede ikke en god fremtid for flygtningene set fra 1945.

I Danmark var vi lige sluppet af med fjenden, soldaterne traskede hjem over grænsen. Og så sad der pludselig mere end 200.000 tyskere i baghaven, der var syge, sårede og sultende – og frysende. 200.000 tyskere, som i de foregående år havde heilet, lagt soldater til, myrdet deres naboer, og skabt død og ødelæggelse over hele Europa. Opført sig som et herrefolk. De var ikke nemme at holde af. Heller ikke bare fordi de var nyfødte spædbørn. Du kan se Ole Berggrens film fra 1949 om de tyske flygtninge online på Filmcentralen: Tyske flygtninge i Danmark. I undervisningssammenhæng kan det være værd at se filmen i sammenhæng med materialet fra immigrantmuseet, der er udarbejdet af museumsinspektør Lise Milan Nielsen.

Det var sin sag for danskere at argumentere for at lægehjælp, rationeret mad og husly på nogen måde kunne have sin rimelighed. Læger risikerede en hetz og udhængning i pressen, hvis de gav for meget hjælp. Øllebrødsbarmhjertighed. Læs fx om danske læger og tyske flygtninge på danmarkshistorien.dk. 60 danske præster stillede sig allerede 24. juni 1945 tæt sammen og forsvarede de tyske flygtninge: Ja de var fjenden, men det var almindelige mennesker, der havde mistet alt, som levede indhegnet og på en begrænset kost. De opfordrede til at bekæmpe nazismen og dens forfærdelighed, men også til at se medmennesket i de tyske flygtninge. Ikke nogen let balancegang.

Mange, især børn, var syge, sårede og afkræftede efter den hårde flugt i vinterkulde, i snedriver, over is, med russiske kanoner og beskydning fra luften lige i hælene. Ofte var hjemmet forladt i løbet af få timer. Døde forældre, lig over alt. Tusinder døde i Danmark og gå fx en tur på Vestre Kirkegård i København og se de mange gravsten.

Flygtningene kunne ikke sendes tilbage til Tyskland før forholdene var til det. De allierede styrker havde rigeligt at gøre med at håndtere den sultne og udbombede befolkning i Tyskland. På sin vis tog Danmark med flygtningene sin del af hjælpen til Tyskland. I Danmark blev de tyske flygtninge interneret i lejre rundt om i Danmark, bag pigtråd, og med forbud for fraternisering med den danske befolkning. Det var ikke et liv man kunne ønske sig, men der var mad og beskyttelse, og vilkårene der alligevel bedre end i Tyskland. I løbet af 2-3 år var de fleste sendt tilbage.

En af de helt store lejre var Oksbøllejren, som i perioden udviklede sig til Danmarks femte største by. Her er der et nyt museum på vej ”Flugt”, som forventes at åbne engang i 2021. Du kan læse mere om fx Oksbøllejren på Danmarkshistorien.dk og om museet på facebook

John V. Jensen fortæller historien med udgangspunkt i flygtninges breve og dagbøger – og lidt anekdoter, fx om Vater Germania, som var en ung mand på 17-år, som efter sigende efterlod sig intet mindre end 45 børn i flygtningelejrene. En myte, men unge mænd var en sjælden og efterspurgt vare. Du kan også høre den historie som podcast på DR P1

Bogen er udgivet af Aarhus Universitetsforlag i serien ”100 Danmarkshistorier”, som er 100 bøger a 100 sider udgivet over 8 år – en hver måned. Her fortæller forskere i et lettilgængeligt sprog om danmarkshistoriens vigtigste begivenheder og tematikker fra runesten til Muhammedtegninger. 

”Tyskere på flugt” er en vellykket lille bog om danskernes håndtering af en voldsom katastrofe. Der er forståelige ridser i lakken, men det er kun ridser, for langt de fleste tyske flygtninge fik mulighed for at komme til hægterne og få lidt kræfter til den langt større udfordring, der mødte dem ”hjemme” i Tyskland. Først efter murens fald fik nogle mulighed til at genbesøge deres hjemegn i øst, og her blev de ikke mødt med åbne arme. John V. Jensen formår fint at få både nuance og balance med i sin beskrivelse. Kan varmt anbefales.

JensentyskerpaaflugtBOGJohn V. Jensen
Tyskere på flugt
Aahus Universitetsforlag
2020
100 sider

Se også Vardemuseum.

Husk til din Berlintur

Vælg de sider du skal huske til din tur
+

Valgt: Til Berlin rejsen

Vælg noget til turen

X

Item added to Favorites!

Berlin-guide på Facebook

facebookBerlin-guide er aktiv på Facebook. Følg med og få de senste tip og nyt om Berlin og berlin-guide.

Berlin-guide anmelder

Få nyhedsbrev fra Berlin-guide

Abonner på nyhedsbrevet fra berlin-guide.dk. Det er gratis og ca en gang i kvartalet


catchme refresh

En ide til rejsen?

Annonce

 

Annonce