Foto: KZ-Kommandant Amon Göth på balkonen i hans villa med cigaret og riffel. Fra balkonen kunne han skyde tilfældigt udvalgte fanger i KZ-lejren Plaszow.
Anmeldelse. ”Amon - Min bedstefar ville have skudt mig” er Jennifer Teeges fortælling om hendes bedstefar. Bedstefar var Amon Göth, som var nazistisk lejrkommandant i Plaszow-lejren ved Krakow under 2. Verdenskrig. Har du set filmen ”Schindlers liste” husker du sikkert, hvordan kommandanten fra sin solbeskinnede altan stod og skød jødiske fangere neden i lejren for morgenhyggens skyld. Det var Amon Göth. Jennifer Teege opdagede først som voksen, hvem hendes bedstefar var. Hun tager os med på hele den rutschetur som opdagelsen gav hende. Hvad med den rare bedstemor? Eller Jennifer Teeges israelske venner, hvis familier forsvandt i nazisternes udryddelseslejre?
Amon Göth – en sadistisk morder med god bordskik
Amon Göth blev tidligt medlem af både DNSAP og SS og gjorde hurtigt karriere og endte som kommandant i arbejdslejren i Plaszow ved Krakow, der blev anlagt ovenpå en jødisk kirkegård. Det var ikke en udryddelseslejr, men et meget farligt sted at være fange. Kommandanten selv nød at ride rundt på hest i lejren og nedskyde tilfældige fanger, i hjemmet fik husslaverne bank med en tørret oksepik.
Før Amon Göth kom til Krakow var han i Lublin og pralede med, at han der fik udslettet 60.000 jøder, i marts 1943 ryddede han den jødiske ghetto i Krakow, hvor omkring 1.000 mennesker blev slået ihjel og 4.000 blev sendt til Auschwitz. De, der lå på hospitalet, blev uden videre skudt i deres senge. Amon Göth deltog selv i myrderierne.
Det fortælles i bogen, at han en dag skød en jødisk kvinde i hovedet, fordi hun af sult stjal en kogt kartoffel, der var til svinene. Hun døde ikke, så Amon befalede to mænd at smide hende ned i en gryde med kogende kartoffelvand. Den ene af de to mænd nægtede og blev skudt på stedet. Et billede, som forfulgte Jennifer Teege i drømme.
Amon Göth blev fanget efter krigen og hængt.
Hans kone, som havde boet i samme villa, huskede ham som en høj og statelig mand med fine manerer og god bordskik. At han også stod op søndag morgen og skød jøder fra balkonen – det blev fortrængt.
Bedstemor huskede tiden i Krakow som et godt sted. Jennifer Teege kan huske sin bedstemor, som en kærlig bedstemor og et trygt sted at være.
Barnebarn af en massemorder
Jennifers mor, Monika Göth, blev undfanget i fængslet i 1945 og mødte aldrig sin far. Jennifer selv kom til verden i 1970 som datter af Monika Göth og en far fra Nigeria og blev bortadopteret, men i de første år havde hun kontakt med både sin mor og bedstemor. Der blev aldrig talt om Amos Göth. Hverken Jennifer eller hendes adoptivfamilie kendte til Amon Göth.
Først som voksen mor på 38 år med 2 børn i Hamburg opdager Jennifer tilfældigt, at hun er i familie med Amos Göth. På biblioteket i Hamburg finder hun en bog: ”En selvbiografi af Monika Göth, datter af kz-kommandanten fra Schindlers Liste”. Hun genkender sin mor og selv forsvinder Jennifer næsten i chok og depression og i nogle års kamp med sin families fortid. Hun opsøger den, forsøger at forstå den og forsone sig med den.
Jennifer Tegees selvbiografi handler om, hvordan hendes livshistorie pludselig og uventet smelter sammen med verdenshistorien og om hendes rejse for at kommer over ens med det. En både barsk og rørende historie.
Fortrængning eller erkendelse
I Tyskland har der i nogle år været fokus på børn og børnebørn, nevøer og niecer efter nazi-forbrydere. Görings børnebørn har fået steriliseret sig selv, og man skal ikke være længe på nettet for at finde interview med efterkommere til Himmler, Goebbels eller Hans Frank.
Men nazi-spidserne magtede jo ikke selv at slå så mange mennesker ihjel. De fik hjælp og der var kz-kommandanter, vagter, soldater, lejr-personale, administration, lokomotivførere og mange andre, som var direkte medansvarlige og som myrdede og stjal. I Amon Göths tilfælde, og han er langt fra den eneste, var ægtefæller og børn med.
Retsopgøret efter krigen gjorde op med de forbrydere man fik fat i, men familierne, om de nu var med eller ej, skulle leve videre med at have massemordere i familien. Redskaberne blev fortrængning og fortielse og se frem ad og komme videre. Det er forståeligt.
Jennifer Teege har fået hjælp af Nicola Sellmair til at skrive bogen, der veksler mellem Nicola Sellmairs rapporter og Jennifer Teeges beretning. Nicola Sellmair referer bogen ”Opa war kein nazi” (Bedstefar var ikke nazist) af socialpsykologen Harald Weizer. Han fortæller, at børnebørnene efter det tredje rige, som i dag er tredive til fyrre år kender til holocaust og afviser nazismen som ideologi. Om deres bedsteforældre fortæller op mod to tredjedele, at deres bedsteforældre var ofre for regimet eller i hvert fald modstandere. ”Hvad den enkelte bedstefar faktisk har gjort, er der ikke mange der ved”.
Tyskerne kalder øjeblikket da krigen endte for ”Stunde 0”. Nul kan jo været tidspunktet, hvor intet var tilbage – eller tidspunktet, hvor tiden blev nulstillet. Tyskerne har som land være dygtige og flittige med at erkende nationens og folkets skyld. Men i de enkelte familier er der blevet talt meget lidt om, hvad bedstefar lavede under krigen. De historier dukker op nu.
Hvis ikke der har været fuldstændig tavshed. Jennifer Teges historie viser, at tavsheden skaber problemer i flere generationer. Børnebørn efter SS folk har ikke nødvendigvis den fulde historie og selv i Danmark må vi have mange efterkommere efter de danske SS folk, der var i krig på østfronten.
Det er en bog, der er let at forholde sig. Den er godt og personligt fortalt, rørende, selvom Nicola Sellmairs fortæller spor i bogen nok ville have fungeret bedre som et efterskrift.
”Amon – min bedste far ville have skudt mig”
Jennifer Teege – sammen med Nikola Sellmair
Gyldendal
2018 sider
2015