Jacob Kronika: Berlins Undergang - Dagbog fra det tredje riges fald

luftangriffeberlin

Anmeldelse. Foråret 1945. Hvor ville du helst være, hvis du kunne vælge? I foråret 1945 væltede bomberne ned over Tyskland, det nazistiske regime viste sit grimmeste ansigt. Der blev myrdet i flæng og slået ihjel i hobetal om man var soldat eller ej. Brændpunktet var Berlin. Den danske journalist Jacob Kronika havde valget - og han valgte at blive i Berlin og opleve Berlins undergang. Det var med livet som indsats. Jacob Kronika førte dagbog og dagbøgerne er udgivet af Lindhart & Ringhof med forord af Peter Tudvad.

Langt de fleste øjenvidneskildringer om forholdene i Berlin er givet af berlinerne selv. Der findes flere danske beskrivelser, men Jacob Kronika havde med sin journalistiske baggrund, sin sans for historien og hans gode pen særlige forudsætninger for at formidle forholdene. Desuden havde Jacob Kronika som journalist bedre adgang til information og til interview af nogen af historiens hovedpersoner.

Jacob Kronika overlevede russernes endelige angreb ved at holde sig i bunkeren i den danske legation. Men i den regn af bomber og granater, der faldt over Berlin og i betragtning af det myrderi, der forgik - så var det med livet som indsats. Det kan ikke være en indsats, han har fået ros af fra sin mor.

"Berlins Undergang" består af 2 dagbøger. Den ene dagbog er i Berlin fra februar 1945 til maj 1945 og den anden skrev Jacob Kronika under sin internering i Moskva efter krigen. Da Hitler var besejret blev de danske i Berlin samlet og sat i lejr i tre måneder i Moskva. Russerne ville vide, hvilke forbrydelser de havde lavet, siden de var blevet sammen med nazisterne. Det var langt fra alle, som var forbrydere. Kronika var journalist, der var ambassadepersonale, præsten og folk, der havde haft deres liv i Berlin.

Jacob Kronika beretter om sine oplevelser ved at gå igennem byen, ved at sidde i sporvogne og i små billeder fanger han undergangen. Han åbner 25. februar 1945 med et lille billede af børn mellem ruinerne: "Der findes til Stadighed Børn i Berlin. Mellem Alarmerne leger de ubekymret i de sønderbombede Gader. Men deres Leg er blevet krigspræget. Naar de sysler med deres smaa Spader og Skovle, saa bygger de næsten altid Bunkers. Deres barnlige Strid gælder dernæst det Konkurrencespørgsmål, hvem der kan faa fremstillet den kraftigste Bunker. Med gammelklog Mine taler Rollingerne om de forskellige Bombe-Kalibres Sprængvirkning; de opererer sagkyndigt med 2 Tons, 4 Tons, 6 Tones, Super-Bomber."

Peter Tudvad, som bor i Berlin, har skrevet et godt forord til bogen. For ham er samtidsberetningen vigtig: "Sådan er det med krigens erfaringer, de må ikke glemmes og gemmes af vejen, men skal til stadighed erindres og inddrages i det beredskab, vi som mennesker altid må have, hvis ikke vi vil risikere, at lidenskaberne igen eksploderer mellem os." Hørt! - og læs så Kronikas historie om "Berlins Undergang".

Jacob Kronika blev født i Gråsten i 1897 og flyttede med sine forældre til Flensburg. Han blev en del af det danske mindretal. Jacob Kronika var dansk journalist i Berlin under hele krigen. Han blev særlig berømt omkring den 9. april 1940, hvor han for at undgå censuren rapporterede per telefon på "et kaudervælsk af dansk, sønderjysk, højtysk og plattysk til en sønderjysk reporter på Nationaltidende i København" (Se Grænseforeningens leksikon). Efter krigen var han korrespondent ved Nürenberg-processerne mod de ledende nazister og senere blev han korrespondent fra Bonn. Han var i en overgang (1960-64) chefredaktør for Flensborg Avis. Han døde i 1982.


JacobKronikaBerlinsUndergangJacob Kronika
Berlins Undergang - Dagbog fra det tredje riges fald
Lindhart & Ringhof